Det er gode nyheder på vej til det sol- og sommerglade danskere.

Men det betyder også, at der er dårligt nyt på vej til folk med haver og markejere.

For det tørre og solrige vejr, der er over os – og som kommer til at fortsætte – betyder, at tørkeindekset er ved at være højt.

Det fortæller meteorolog Klaus Larsen i en vejrkommentar på DMIs hjemmeside.

»Dermed er der mange steder høj risiko for tørke,« skriver han.

Hvis vi ser mere konkret på dagens vejr, ser der ud til, at der en overgang fra onsdag kan komme lidt mere vind fra vest og nordvest.

»Det er dog en 'god' retning, da det giver gode muligheder for at finde en lækrog, der vender mod syd, hvor du kan mærke solens varme,« forklarer Klaus Larsen.

Mens foråret nærmer sig sin afslutning, nærmer sommeren sig – og den ser ud til at fortsætte i samme spor.

Det tørre og solrige vejr ser nemlig ud til at fortsætte, lyder det fra DMI.

»Årsagen til det tørre og solrige vejr over Danmark skyldes et højtryk, der ligger stort set stille over De Britiske Øer. Kun svage fronter vil af og til nå Danmark fra nordvest og give korte perioder med mere skyet vejr, men der er ingen tegn på regn af betydning,« lyder det fra Klaus Larsen.