Mange fyrværkerientusiaster krydser i disse timer fingre for en skyfri og klar nattehimmel, når nytårskrudtet skal affyres på himlen. 

Men lige nu er forholdene langt fra perfekte til det - flere steder i landet.

Ifølge DMI er der nemlig registreret tåge i store dele af Sjælland. Det oplyser vagthavende meteorolog Jesper Eriksen til B.T.

»Vi har registreret tåge flere steder på Sjælland lige nu,« siger han.

Tågen dækker blandt andet områder omkring Roskilde, Midtsjælland, Nordsjælland og hovedstadsområdet.

Men der er ingen grund til at pakke raketterne væk endnu.

For meldingen fra DMI er overordnet set opløftende for alle danskere, der har investeret i nytårsfyrværkeri.

»Vinden kommer til at tiltage i de kommende timer, så tågen er værst lige nu og den næste times tid,« forklarer Jesper Eriksen.

Det betyder dog ikke, at nattehimlen bliver helt skyfri overalt. Flere steder i landet vil der fortsat være overskyet.

Alligevel forventer meteorologen, at forholdene bliver fine nok til at nyde fyrværkeriet.

»Der er flere skyer vestpå, men de ligger højere på himlen og kommer derfor ikke til at genere fyrværkeriet for alvor,« siger han.