Man kan meget vel få solstrålerne at se søndag morgen, når gardinerne trækkes fra og morgenkaffen skænkes.

Til gengæld ser billedet noget anderledes ud, når vi kommer længere hen på dagen.

Her bliver solskinnet nemlig skiftet ud med en mere grå omgang. Og ikke uden problemer.

»Hen ad dagen bliver det mere skyet. Det starter i vest, men breder sig også mod øst,« siger Nadine Damsberg, vagthavende meteorolog hos DMI, til B.T.

Skyerne bringer endda også noget ekstra med sig.

»Der kan komme byger hist og pist,« lyder det fra Nadine Damsberg.

Og ikke nok med gråt, skyet og regnfuldt vejr, så er der flere bump på vejen til starten af påskeferien.

Nemlig vind. Og lidt meget faktisk.

»Vinden tiltager i løbet af dagen. Den er let til frisk, men langs vestkysten kan der godt være hård vind og kuling,« påpeger Nadine Damsberg.

Derfor har hun også et godt råd til de familier, der skal holde påskeferie og måske gerne vil ud og gå en tur:

»Det er en god idé at gøre det først på dagen, hvor der er mest chance for sol.«