Der har været langt mellem snapsene, når det kommer til forårsvarme de seneste uger.

Men nu er der omsider gode nyheder på vej.

Sommervarme har kurs mod Danmark, og ventes at ramme landet sidst på ugen og ind i næste uge.

»Man kan aldrig være helt sikker, men vi er temmelig sikre på, at temperaturen stiger. Varmen kommer,« siger Anja Bodholdt, meteorolog hos DMI.

Kaster man et blik på vejrprodukterne inde på DMI's hjemmeside, er der udsigt til flere dage med temperaturer, der kan stige til over 20 grader. Og nu hvor sommeren nærmer sig, er det helt store spørgsmål også, hvornår den første meteorologiske sommerdag med 25 grader kommer:

»Det kan ikke udelukkes, at den kommer i næste uge.«

Men inden man finder solcremen og parasollen frem, skal man dog lige tage sig sine forbehold. For selvom det bliver varmere, så bliver det ikke helt stabilt. Der vil fortsat være drivende skyer og byger, og da lavtrykkene holder sig ude over Nordsøen, er der størst chancer for pænt vejr mod øst, fortæller hun.

Den seneste tid har jetstrømmen ellers givet os et fastlåst vejrsystem med koldt vejr fra nord. Det udmøntede sig i en af de koldeste April-måneder i 35 år. Men nu kommer en varmepumpe op fra syd, og derfor vil den polare kulde fortrænge.

Hvor længe holder det så?

»Der er grænser for, hvor langt vi kan se frem, men det kan godt holde ved frem til midten af næste uge.«

Inden da skal man dog væbne sig med tålmodighed, da der de kommende dage venter efterårsagtigt vejr med regn og blæst. Fra torsdag bedres vejret dog, inden varmen når op til os i løbet af søndagen.