Vagthavende meteorolog hos DMI, Mette Wagner, skynder sig at konstatere, at søndagens vejr ser noget anderledes ud end tidligere vurderet.

Til den gode side endda.

»Det har ændret sig rigtigt, rigtigt meget,« lyder det fra hende, da B.T. ringer søndag morgen.

Og der er altså tale om store forandringer i forhold til, hvordan det ellers lød lørdag aften.

Vigtigst af alt er der en ny udmelding om det lavtryk, der så ud til at ville bevæge sig ind over dele af Danmark og her gøre det til en ret våd søndag.

»Det forventes ikke længere at bevæge sig ind over Danmark, men syd om landet. Det gør, at der nok ikke bliver så meget nedbør, som tidligere prognoser har sagt,« siger meteorolog Mette Wagner.

Stadig vil lavtrykket dog – som også tidligere udmeldt – sende våde byger ind over den sydlige og sydøstlige del af Danmark.

Og DMIs varsel om 'risiko for kraftig regn for Sydøstfyn, Langeland, Lolland, Falster, Møn og Sjælland' står ligeledes stadig ved magt.

Lavtrykket er søndag morgen på vej mod Danmark – men vil altså gå lige syd om landet. DMI

»Lokalt ser det stadig ud til, at der kan komme meget nedbør, måske 30-40 millimeter, men det vil blive meget mere lokalt, end det vil være udbredt,« forklarer Mette Wagner fra DMI:

»I aftes var jeg endda i tvivl om, hvorvidt jeg sætte varslet op, fordi det så meget hidsigt ud. Der så ud til at være rigtigt meget torden – og nu er der slet ikke noget torden overhovedet i de systemer, der ligger.«

Mette Wagner tilføjer:

»Vi forventer dog, at der kommer torden i løbet af dagen, men det er slet ikke så eksplosivt, som det tidligere har set ud.« 

Der kan også stadig være hagl i de byger, der rammer lokalt. Hvor de også kan være ledsaget af kraftige vindstød op til kuling.

Stadigvæk vil den vestlige del af landet i udbredt grad blive forskånet for det våde vejr.

»I takt med at lavtrykket bevæger sig mod øst, vil det i løbet af eftermiddagen klare op bagved, og især i Jylland er der mulig for sol i eftermiddagstimerne,« siger DMIs Mette Wagner:

»Altså vil det blive en rigtig flot aften mod vest og skyet mod øst. Til gengæld vil natten blive rigtigt flot over hele Danmark, men den vil blive blæsende.«

Søndagens temperaturer vil ligge mellem 12-16 grader.