Efter en periode med sol på himlen og pæne temperaturer, bliver Danmark den kommende uges tid ramt af klassisk efterårsvejr.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved DMI, Lars Henriksen:

»Efter en fornuftig periode vil de kommende dage være med faldende temperaturer, regn og blæst. Altså klassisk efterårsvejr,« siger han til B.T.

Temperaturerne vil i dagtimerne være på mellem 12 og 15 grader, mens vi om natten kan komme ned omkring 10 grader.

Det klassiske efterårsvejr vil både indeholde regn, blæst og sol, siger Lars Henriksen fra DMI.
Det klassiske efterårsvejr vil både indeholde regn, blæst og sol, siger Lars Henriksen fra DMI. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Ifølge Lars Henriksen vil der mellem de mange byger også være plads til lidt sol af og til.

»Det bliver meget omskifteligt vejr, vi vil opleve de kommende dage, med regn allerede fra onsdag, men der vil også komme sol mellem bygerne,« udtaler han til B.T.

Der vil ligeledes komme en masse vind over den kommende uge, men det er noget, man kun for alvor vil mærke, hvis man bor ude ved kysterne.

»Vinden kommer fra en vestlig retning, hvor den kan være hård ude ved kysterne, mens den måske lige kan snige sig op på kulingstyrke ved Østersøen.«

Selvom vejret bliver efterårsagtigt, er der ingen varsler ude på nuværende tidspunkt fra DMI.

»Dem har vi alt for mange af henover sommeren, så vi tager heldigvis en pause med varslerne det næste stykke tid,« slutter han overfor B.T.

Det er fronter vestfra, der skaber det klassiske efterårsvejr i Danmark den kommende uge.

Lars Henriksen fortæller dog, at man skal tage næste uges prognoser med en gran salt, og man kan følge med i vejrudsigterne på DMI's hjemmeside.