»Når du står op i morgen tidlig, skal du være opmærksom og passe på.«

Sådan lyder det fra DMIs vagthavende meteorolog Martin Lindberg i dag, torsdag.

DMI har netop skærpet varslet, som omhandler det kraftige lavtryk, der bevæger sig ind over Danmark fra sydvest, og rammer den vestligste del af landet sidst på torsdagen eller kort efter midnat.

Med hidsigt vejr til følge. Meget hidsigt.

Nu varsler DMI om risiko for vindstød af orkanstyrke flere steder i landet – og vindstød af stærk storm i resten af landet.

»Det bevæger sig hurtigt over landet og vil kun stå på i tre-fem timer, men der bliver det virkelig blæsende,« siger Martin Lindberg.

DMI forventer, at Vadehavet og den nordlige del af den jyske vestkyst bliver hårdest ramt. Her kan vindstødene nå helt op på 35 meter i sekundet, svarende til orkanstyrke.

Flere andre steder i landet kan vindstødene nå op på – eller måske lidt over – de 30 meter i sekundet. Det er lige på grænsen mellem stærk storm og orkan, som går ved de 32 m/s.

»Det begynder for alvor ved 02-tiden ved den jyske vestkyst og når resten af landet i de efterfølgende timer,« fortæller Martin Lindberg.

For den nordlige del af den jyske vestkyst gælder varslet fra klokken 04 natten til fredag og frem til fredag klokken 12.

I nat og tidlig fredag morgen bør du derfor være opmærksom på, at vinden kan få træer til at vælte, at tagsten kan rive sig løs og falde ned, og at løse genstande kan flyve rundt.

Den kraftige vind kan også føre til aflysninger af færger og tog og restriktioner på broer.

Middelvinden vil dog ifølge DMIs prognoser 'kun' blive hård kuling eller stormende kuling, så der er ikke tale om en decideret storm.

Vinden er imidlertid ikke den eneste vejrmæssige udfordring.

»Der kommer til at falde op mod 20 millimeter regn, især i Jylland,« fortæller Martin Lindberg.

Det sker på et tidspunkt, hvor vandstanden i forvejen er høj i søer, åer og vandløb efter en meget våd start på 2024, så der kan komme lokale oversvømmelser.

Heldigvis er der også godt nyt, hvad det angår:

»Vi tror ikke, der kommer problemer med forhøjet vandstand i havene, fordi lavtrykket bevæger sig så hurtigt,« lyder det fra Martin Lindberg.

Både før og efter, at vinden kulminerer natten til fredag og tidlig fredag morgen, vil det være særdeles blæsende over hele landet.

Vinden aftager dog gradvist i løbet af fredagen.

Følg med her på bt.dk, hvor vi holder vågent øje med vejrsituationen i aften og fra tidlig fredag morgen.