Søndag starter fra sin pæne side.

I hvert fald hvis man befinder sig øst for Lillebælt, hvor vejret er mildt, og der kan komme nogen sol først på dagen.

Det skifter dog, og det gråvejr, som har startet dagen i det vestlige Danmark, begynder at arbejde sig ind over landet, inden dagen slutter af mere dramatisk. Det oplyser Anesten Devasakayam, der er vagtchef ved DMI.

»Gråvejret trækker ind over landet fra Vest, og det bliver mere og mere skyet i løbet af dagen. Der kan til og med også komme noget regn, selvom der ikke er tale om store mængder. Mellem 4 og 5 millimeter,« siger han.

Frem mod natten til mandag kan vejret endda ende med at blive voldsomt. Derfor har DMI sendt en varsling ud, som især er rettet mod en bestemt del af landet. 

»Natten til mandag tager vinden til. Især i Nordjylland. Her kan der komme hård kuling til stormende kuling med vindstød op til stormstyrke eller stærk storm,« siger Anesten Devasakayam.

Det er dog ikke kun nordjyderne, som skal være opmærksomme. Også resten af landet kan opleve vinde af stormstyrke. Det vil især være i timerne mellem midnat og klokken 7 mandag morgen, at varslet gælder.

Indtil videre er det kun en kategori 1 advarsel, hvilket betyder, man skal være opmærksom på, at vejrudviklingen kan påvirke omgivelser og udendørsaktiviteter.