»Regn, regn med mere regn og så lidt mere regn.«

Sådan lyder meldingen fra DMI om fredagens våde vejr. 

Dog starter fredagen pænt ud, hvor der i løbet af formiddagen vil komme skyer med byger og dække hele Jylland, og i løbet af eftermiddagen vil det våde vejr drive mod Sjælland. 

Dog når de triste regnbyger først frem til Bornholm engang fredag aften og frem mod natten. 

»Det er stadigvæk det her ustadige vejr, hvor der er regn og regn – og så lidt mere regn,« fortæller Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog ved DMI, til B.T. 

Vinden vil også tage til – så vindforholdene kommer op på en let til frisk vind. 

»Det er den lidt halvkølige sommermodel, vi får, med 13 til 17 grader,« siger han videre.

Meteorologen forventer dog ikke meget torden – som tidligere på ugen. Det er nemlig mere nedbøren, der vil vise sig fredag. 

Rundt om i landet forventes der mange steder at falde mellem fem til ti millimeter regn. 

Og weekendens vejr bliver også en – våd 'fornøjelse'. 

For det fortsætter lørdag med at være skyet og med mange byger, som kan indeholde torden.

»Søndag åbner vi op for solposen med lidt eller nogen sol, men fortsætter med en del byger og måske med torden.«

Weekendens temperaturer vil også ligge i den køligere ende med 13 til 17 graders 'varme'.