Håber du på en rolig efterårsdag med lidt sol, så starter torsdagen godt.

Men glæden er kort.

For når morgentimerne er overstået, begynder skyerne at dukke op fra vest og trække regn med ind over Jylland.

Ved middagstid og henover eftermiddagen trækker skyerne længere ind over landet, »og så er det efterhånden en god omgang skyet vejr med regn,« lyder det fra Rasmus Stoltze Hansen, meteorolog ved DMI.

Når vi kommer længere ud på eftermiddagen og frem mod aftentimerne, »kan noget af regnen gå lidt over i bygevejr«.

Rasmus Stoltze Hansen understreger, at der ikke er tale om deciderede skybrud, men at der er chance for, at der kommer mere regn end i dagtimerne.

Alt i alt »en rigtig gråvejrsdag« med regn og skyer til hele landet.

Temperaturen vil ligge på mellem 15 og 16 grader.

Bor man i den sydlige eller sydøstlige del af landet, kan man være heldig at få mellem 17 og 18 grader.