Søndag bliver overordnet set rolig vejrmæssigt. 

Det fortæller den vagthavende meteorolog, Anja Budholdt, til B.T. 

Ét sted er der dog risiko for, at dagen starter med en lille skyller, inden det klarer op senere. 

»Det kan starte ud med dryp på Bornholm i de tidlige morgentimer. I løbet af formiddagen begynder det at klare op, og så vil de ellers få en rigtig fin eftermiddag, viser prognoserne.« 

Derudover er vejrbilledet stort set ens i resten af Danmark, fortæller meteorologen. 

»Ellers bliver det en tørvejrsdag. Temperaturerne bliver køligere end lørdag. De vil ligge på mellem otte og 14 grader. Vinden vil tage til i løbet af dagen – let til frisk fra sydvest, ved kysterne stedvis hård vind.«

»Så overordnet set en rolig og ganske pæn søndag, vi har i vente.«

Adspurgt om den uge, danskere har i vente, lyder meldingen, at der i de kommende dage vil være flere fronter, der passerer Danmark fra vestlige retninger med skyer og regn, og i perioder kan det også blive ret blæsende. 

Mellem fronterne får vi også perioder med mere stabilt og roligt vejr, dog med risiko for tåge om natten.