»Sommervarm torsdag i september.«
Sådan indleder DMI's vagthavende meteorolog Erik Hansen dagens vejrkommentar. Men det gælder om at nyde det, mens du kan.
For allerede i morgen, fredag, bliver vejret mere efterårsagtigt med nedbør og lavere temperaturer.
Og tendensen fortsætter, hvis vi kigger frem mod weekenden og næste uge.
Men i dag kommer vejret – igen – til at minde mere om sensommer end efterår.
»Et kraftigt lavtryk bevæger sig torsdag fra havet vest for Skotland mod Norskehavet, og sender i den forbindelse varm og fugtig luft op over Danmark sydfra. Det giver en del højtliggende skyer, men ingen nedbør af betydning,« skriver Erik Hansen på DMI's hjemmeside.
På det østlige Sjælland og øerne starter torsdagen med stedvis dis og lokale tågebanker, men i løbet af morgenen viger de og giver plads til solen, som vi igen i dag får en del at se til.
Temperaturen kommer helt op omkring de 23 grader i den østlige del af landet. Mod vest bliver det ifølge Erik Hansen et par grader køligere.
»Det er op til fem grader varmere end normalen for september,« fortæller DMI's vagthavende meteorolog.
Vinden kommer fra syd og bliver en anelse kraftigere end i går. Ved kysterne kan den stedvis blive frisk.