Bedst som vi havde afskrevet sommeren og var begyndt at vænne os til regn, rusk og lave temperaturer, landede der en dejlig overraskelse fra vejrguderne.

Lørdag var sommervejret tilbage med sol og varme, og i dag kan det blive endnu bedre, frister DMI.

»Søndag bliver varmere. Det er ikke umuligt, vi kan nå 30 grader eller tæt på 30 grader lokalt,« siger vagthavende meteorolog ved DMI Martin Lindberg, der lover temperaturer mellem 25 og 28 grader mange steder i landet.

Og de fleste danskere vil kunne nyde at vågne op til sol og sommerstemning.

Søndag byder på perfekt strandvejr, lover DMI.
Søndag byder på perfekt strandvejr, lover DMI. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Vis mere

»Det bliver klart fra morgenstunden, men lokalt kan der godt være tåge enkelte steder,« siger Martin Lindberg.

Selv om kalenderen skifter, og den første af efterårsmånederne melder sin ankomst i næste uge, har sommeren stadig fat i os, fortæller meteorolog Martin Lindberg.

»Det varme vejr fortsætter i starten af næste uge. Tirsdag og torsdag vil der dog være risiko for regnbyger,« siger han.

Der er derfor al mulig grund til at pakke håndklæde og sætte kurs mod den nærmeste badestrand og få det sidste ud af sommeren.