»Så gik den ikke længere.«
Hvor vejrmenuen i sidste uge bød på sommerligt og roligt vejr, ser menuen noget anderledes ud denne uge.
Det forklarer meteorolog Anja Bodholdt i en vejrkommentar på DMIs hjemmeside.
Det rolige højtryksprægede vejr, som vi har haft fornøjelsen af siden begyndelsen af måneden, er nemlig blevet skiftet ud.
Vejrskiftet begyndte allerede søndag aften, hvor en front med regn og byger trak op over landet fra sydvest.
»Herefter går vi ind i en uge, hvor fronter blot står i kø for at få lov til at kaste deres nedbør af over os, og de seneste prognoser indikerer, at det er i Jylland, man vil få de største nedbørsmængder,« forklarer Anja Bodholdt.
Dermed ser det ifølge meteorologen umiddelbart ud til, at man frem til tirsdag aften i Vest- og Nordvestjylland vil kunne få omkring 50 millimeter regn.
»Østpå i landet vil der også komme regn, men i noget mere beherskede mængder. Her kan man forvente mellem 5 og 20 millimeter, mens man på Bornholm skal være glad, hvis der bare falder fem millimeter,« lyder beskrivelsen i Anja Bodholdts vejrkommentar.