»Vejret har ikke tænkt sig at lave ravage resten af året.«

Sådan siger vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteologiske Institut, Jesper Eriksen, tirsdag.

Med kun tre dage tilbage af et år, som ingen af os sikkert nogensinde kommer til at glemme, er der ikke noget, der tyder på, at vejret bliver historisk.

Nytårsaften tegner ligefrem til at blive »ganske fredelig rent vejrmæssigt« og hverken særlig blæsende, våd eller kold.

Prøvelserne har ellers stået i kø gennem et coronafyldt 2020.

Til gengæld ser vejret ud til at være med os, når mange af os torsdag aften vil sige et længe ventet farvel til et historisk annus horribilis.

I hvert fald melder DMI lige nu om »hæderligt raketvejr.«

»Det kommer ikke til at blæse. Vi får ikke snestorm, og det bliver ikke vådt,« lyder det fra vagthavende meteorolog Jesper Eriksen tirsdag.

Nytårsaften ser ud til at blive »hæderlig« rent vejrmæssigt, lyder det fra DMI. (Arkivfoto)
Nytårsaften ser ud til at blive »hæderlig« rent vejrmæssigt, lyder det fra DMI. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Han skynder sig dog at tilføje:

»Spørgsmålet er så, hvordan fordelingen mellem sol og skyer bliver, og det kan vi desværre nok først sige på selve dagen.«

Og netop skyerne er jo afgørende for, hvor flotte raketterne tager sig ud på nattehimlen.

Under alle omstændigheder er det nok en god idé at alliere sig med en tophue og et par vanter, når det nye år skal skydes ind.

Vejrudsigterne melder nemlig om frostvejr nytårsnat, lyder det fra DMI.