Det ser ud til at blive en duel mellem højtryk og lavtryk, der kommer til at præge vejret denne efterårsferie.

Særligt kan én joker blive, hvor længe højtrykket kan holde skyer og regn væk fra os.

Det forklarer meteorolog Trine Pedersen fra Danmarks Meteorologiske Institut i en vejrkommentar.

Ugen begynder med enkelte byger og en frisk vind mandag, men allerede fra tirsdag vil et højtryk give os mere tørt og roligt vejr – som også kan være med nogen sol, lyder det.

»Onsdag rykker højtrykket til det vestlige Rusland, og Danmark kommer til at ligge lidt klemt inde mellem lavtryk over De Britiske Øer og højtrykket øst for os,« forklarer Trine Pedersen i sin vejrkommentar på DMIs hjemmeside.

Det fører til, at vi får en jævn til hård vind op over os.

Fra onsdag og ugen ud ser det dermed ud til at blive »noget blæsende«, lyder det fra meteorologen.

»Den store joker i efterårsvejret bliver, hvor længe højtrykket kan holde skyer og regn vest for Danmark,« forklarer Trine Pedersen og tilføjer:

»Lavtrykket over De Britiske Øer presser på for komme østpå, og den vestlige del af Danmark vil i perioder have væsentligt flere skyer og måske også lidt regn end den østlige del, som kan se frem til tørvejr og nogen sol.«