»Det kommer til at føles koldt.«

Sådan lyder den – formentligt for mange – knapt så sjove beskrivelse af det, der venter os forude denne uge, hvor særligt vejret mellem onsdag og torsdag markerer et skifte.

Det forklarer den vagthavende meteorolog hos DMI, Trine Pedersen, tidligt mandag morgen.

Hvis vi tager det fra en ende af, så venter der os mandag 'endnu en herlig efterårsdag med skyet vejr og stedvis lidt småregn', som Trine Pedersen formulerer det.

»Temperaturen holder sig typisk mellem tre og syv grader, men i de mest sydlige dele af landet, nede omkring Østersøen og Sydjylland og Møn, kan der måske være otte-ni grader,« siger hun.

Årsagen til det er, at der ligger lidt lunere luft syd for os, og den kommer lige op og snitter den sydligste del af landet.

Dog trækker den en smule mod syd hen over natten, så det især i Nordjylland kan blive koldt med temperaturer ned til omkring frysepunktet eller lidt over.

Når vi kommer frem til tirsdagen, er vinden drejet op i nordøst, og der er ligefrem en chance for, at vi kan få lidt sol at se igen.

»Det er ikke helt udelukket med en lille byge, men det holder stort set tørt, hvis vi tager de store briller på,« forklarer Trine Pedersen.

Det bringer os frem til onsdag.

»Det er lidt en dag, hvor vi går og venter på, at vinden drejer rundt og bliver sydvestlig og tiltagende,« forklarer meteorologen:

»Der kommer skyer ind, og så får vi et regnvejr, der passerer i løbet af dagen. Nok mest onsdag eftermiddag eller natten til torsdag. Og det er faktisk sådan lidt et skifte, for der drejer vinden i vest og nordvest, og det begynder faktisk at blæse ret meget.«

Det er dog ikke fordi, at selve temperaturerne kommer til at være specielt kolde.

»Men det er en frisk vind til kuling med lidt byger ind i mellem, så det er ikke sådan verdens fedeste vejr at cykle rundt i,« forklarer Trine Pedersen:

»Det kommer til at føles koldt. Det bliver lidt surt med de her byger og den her vind.«

Videre forklarer hun, at 'det er som om, vi ryger ind i en nordvestenvind':

»Og der skal vi helt hen til weekenden, før det tager lidt af igen,« siger meteorologen.