»Der er sat punktum for det korte intermezzo med det vinterlige vejr.«

Sådan lyder det fra Danmarks Meteorologiske Institut om udviklingen af vejret herhjemme – men det betyder dog ikke, at vi slipper for kulden.

Tværtimod ser det ud til, at det kan tage lidt tid, før temperaturen begynder at stige igen.

Det forklarer den vagthavende meteorolog, Frank Nielsen, i en vejropdatering:

»Det skyldes, at den kolde luft fortsat ligger lige øst og nord for Danmark. Selvom vi får varmere luft ind over landet i form af fronter fra sydvest, har vinden svært ved at dreje fra sydøst til sydvest og vest, og det har stor betydning for temperaturen,« forklarer han.

Kulden har nemlig ikke sluppet sit tag i Polen og i det østlige Tyskland.

»Så længe vinden kommer fra sydøst, vil temperaturen være forholdsvis beskeden, når luften ankommer til Danmark fra Polen,« fortæller Frank Nielsen.

Som tiden går, vil mildere fronter og luft vestfra dog efterhånden kunne på temperaturen op mellem fem og otte grader.

Der ender temperaturen dog ikke onsdag, hvor termometrene mere kommer til at vise tre til seks graders varme.

Samtidig bliver vinden jævn til frisk fra sydøst, mens den ved kysterne stedvis kan være hård.