Hvis du gerne vil samle familien eller vennerne til lidt udendørs påskehygge, så skal du gøre det i dag.

Lange gåture i en solbeskinnet skov, udendørs hygge om terrassebordet eller måske en påskefrokost i det fri. Hvis det lyder som noget for dig, så skal du have gang i planlægningen nu.

»Det er med at nyde det i dag, for det er den sidste flotte dag, vi får,« lyder det fra Henning Gisselø, der er vagthavende meteorolog ved DMI.

Og så tager vi ellers hul på de nedslående påskenyheder. Vi starter med søndag.

Personer går i blæsevejr på Strøget i København.
Personer går i blæsevejr på Strøget i København. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Søndag vil være skyet, og det kommer til at blæse. Temperaturerne vil stige lidt i forhold til lørdag, men på grund af skyerne og blæsten vil det føles koldere,« forklarer Henning Gisselø, som dog har en lille positiv nyhed om påskedag.

»Der kommer nok ikke noget nedbør. Det er ikke det, vi forventer.«

Temperaturerne vil snige sig op omkring 5-8 grader i morgen, mens blæsten tager til.

»Det vil blive gråt og blæsende – frisk vind til kuling. Så det vil føles koldt. Og det bliver kun værre,« advarer han.

For 2. påskedag lurer lige om hjørnet, og den kommer til at bide fra sig.

»Natten til mandag passerer en koldfront med regn, og det kan også godt være, at det bliver slud.«

Koldfronten kommer til at passere landet i løbet af mandagen, hvor vi ifølge Henning Gisselø godt kan finde den varme jakke frem, hvis vi skal ud.

»Vi kommer op på 3-5 graders varme. Så det bliver koldere og er stadig blæsende.«

Haglbyger på Nytorv i Aalborg.
Haglbyger på Nytorv i Aalborg. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Selvom vi kan opleve perioder med sol, vil det aldrig rigtig føles varmt eller være stabilt.

»Når fronten har passeret landet, så klarer det op, men det bliver koldt. Der kan også komme byger. Og de kan være med stort set det hele; regn, hagl eller tøsne, hvis man er rigtig uheldig.«

Så vi er rigtig langt fra flot påskevejr. Måske du sidder derude og tænker, at påsken også er faldet tidligt i år, men kigger vi længere frem, er der ikke flot vejr i sigte.

»Der er ikke noget, der tyder på, at vi skal have det her flotte og lune forårsvejr, som vi havde i sidste uge,« fortæller Henning Gisselø og fortsætter de nedslående nyheder:

»Det bliver ikke lunt, det bliver blæsende, og solen kan aldrig rigtig få fat, hvis den kommer frem.«

I april kan solen ellers ofte hive temperaturerne op, men det kommer nok ikke til at ske i år på grund af blæsten.

»Det er ligesom et drivhus. Der kan også blive rigtig koldt, hvis man åbner døren og vinduerne. Så forsvinder varmen. Det er det, som blæsten den kommende tid vil gøre. Den blæser den varme luft væk,« forklarer Henning Gisselø og afslutter:

»Det er simpelthen i dag, man skal ud.«