Efter weekendens blæsevejr har lavtrykket Benjamin nu for alvor forladt Danmark.
Ifølge vagthavende meteorolog Lars Henriksen fra DMI bliver mandagen derimod en dag, som byder på lidt af hvert:
»Der er vekslende skydække og nogle regnbyger, men også perioder med lidt eller nogen sol,« siger han.
Hvor regnen rammer, er dog svært at sige.
»Man kan ikke sige, at nogen er mere i risiko end andre - det er vi alle,« forklarer meteorologen og fortsætter:
»For der kan komme regn i hele landet – det er svært at forudsige præcist, hvor det rammer.«
Temperaturen lander på 8 til 11 grader, og de fleste steder vil ende på 10 grader.
»Det bliver bare helt almindeligt ustadigt efterårsvejr,« siger han med et grin.
Men for dem, der kigger op, kan der måske vente en lille belønning.
»Når bygerne er der, og solen står rigtigt, så er det ikke utænkeligt, man kan se en regnbue. Man skal bare have solen i ryggen.«
Alt i alt bliver er mandagen 'hverken helt slem eller helt god,' understreger han.
»Der er bare lidt af det hele – både til dem, der kan lide en byge, og dem, der hellere vil have et glimt af solen.«
Så anbefalingen fra DMI er enkel: Pak både solbriller og regnfrakke.
