Det bliver en fredag i efterårets tegn.

Ugens sidste hverdag bliver nemlig en både grå og halvvåd affære, spår Danmarks Meteorologiske Institut.

»Det er helt enkelt: Det bliver en skyet dag med stedvis regn og lette byger.«

Sådan lyder det kort og godt fra vagthavende meteorolog på DMI fredag morgen, hvor Martin Lindberg sidder med prognoserne for resten af ugen.

Han forklarer, at det særligt er den centrale og østlige del af landet, at der får det vådt.

Nærmere bestemt den østlige og nordlige del af Jylland, Fyn, Sjælland og Lolland-Falster. Med andre ord er det altså stort set kun i det nordvestlige Jylland og i Sønderjylland, at det holder nogenlunde tørt.

»I Vestjylland kan de måske være heldige at få lidt sol ind imellem, men resten af landet får regnbyger og skyer i løbet af dagen,« siger Martin Lindberg.

Temperaturerne bliver heller ikke det, der skal redde humøret frem mod weekenden. Bare sølle 12 til 17 grader bliver det til.

»Og de 17 grader er jeg faktisk ikke 100 procent sikker på,« beklager den vagthavende meteorolog. Skulle vi snige os derop, bliver det sandsynligvis på Bornholm eller i den sydøstlige del af Sjælland, vurderer han og tilføjer:

»Det bliver en efterårsagtig dag.«

Og som om efterårstemaet ikke står klart nok allerede, så gør vinden også sit for at understrege, at vi har skiftet årstid.

»Det vil også føles køligere, fordi vinden bliver let til frisk fra nordvest. I løbet af dagen drejer den til nordøst. Ved kysterne får vi stedvis op til hård vind,« siger Martin Lindberg.

Selvom det ikke umiddelbart ser ud til, at der er de store udsving fra landsdel til landsdel, så er bliver bygerne og skyerne ikke helt ligeligt fordelt, understreger han.

Aalborg
Her kommer der kun lidt regn eller byger hen på formiddagen. Fra middags tid og frem regner meteorologen med tørvejr.

Aarhus
I Smilets By må aarhusianerne forvente stedvise regnbyger frem til i eftermiddag. Dog mener Martin Lindberg også, at der i den jyske hovedstad vil komme opklaring ud på eftermiddagen, så fredagen også her slutter med tørvejr.

Odense
Prognosen for Odense denne fredag lyder kort og godt på »lidt regn af og til hele dagen.«

København
I modsætning til så mange andre steder i landet på ugens sidste grå hverdag kan københavnerne glæde sig over at ligge i ly af Sverige. Derfor forudser Martin Lindberg, at der ikke kommer så meget nedbør i hovedstaden. »Måske en enkelt byge,« lyder prognosen.

Og efter sådan en kølig og grå klamamse er der dog det lille lyspunkt, at det hele ser ud til at blive lidt bedre i løbet af weekenden.

»Der sker en lille bedring lørdag, hvor det bliver mest tørt og kun med enkelte lokale byger. Skyerne kan lette lidt, og måske kommer der lidt eller måske nogen sol i den østlige del af landet,« siger Martin Lindberg.