En »okay« dag. Ja, faktisk en pæn dag, årstiden taget i betragtning.
Sådan tegner torsdagen til at blive, forudser Henning Gisselø, vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut.
Selvom der er skyer og småregn fra morgenstunden, lover han sol til alle i løbet af dagen.
»Man skal bare have lidt tålmodighed. Dagen begynder med mange skyer og småregn, men allerede nu klarer det op i Nordvestjylland, og den breder sig østover og når Bornholm i løbet af eftermiddagen,« siger han og tilføjer:
»Vi får solskin og ikke meget vind og pæne temperaturer. Det bliver faktisk helt okay. En pæn dag.«
Også temperaturerne kommer til at ligge til den lune side. Mellem otte og ti grader.
»Det bliver ikke super varmt, men vi er jo også i slutningen af november,« siger han.
Ugen slutter uden regn og rusk, men Henning Gisselø råder alligevel til, at vi nyder torsdagen, mens den er her.
»Det bliver ikke helt så flot de kommende dage. Hvis man vil være udenfor, så er det i dag.«
Det mest opsigtsvækkende de kommende dage bliver, at nattefrosten vender tilbage.
Natten til fredag og de kommende nætter falder temperaturerne nemlig til under frysepunktet. Det giver kulde, især i Midtjylland og på Midtsjælland, forklarer meteorologen. Områder ved kysterne får det ikke helt så koldt, fordi den lune havluft holder temperaturen oppe.
»Vi skruer ned for temperaturen de kommende dage. Det bliver noget med at skrabe is af forruden og på med vanterne.«
»Det kan godt give glatte veje. Det bliver næppe spejlblankt, men det vil være en god idé at være lidt ekstra opmærksom de kommende morgener,« siger han.


