Hvis du går rundt og håber på forårsvejr med masser af sol og varme temperaturer, så skal du stoppe med at læse her – ellers ender du med at blive slemt skuffet.
Prognoserne for den kommende tids vejr er nemlig »et nærmest deprimerende syn«.
Det fortæller den vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Klaus Larsen, fra morgenstunden tirsdag.
»Jeg sidder og kigger i vores ti-dages prognoser, og der er desværre ikke meget af det (gode forårsvejr, red.). Det er nærmest et deprimerende syn med regnvejr og 10-15 grader frem til 20. maj,« fortæller han.
Efter helt sommerlige temperaturer mandag har temperaturen nu taget et nøk nedad til 10 til 16 grader for de fleste egne af landet:
»Generelt har vi et lavtryksområde, der ligger og roder rundt om os her de kommende mange dage, så vejret har skiftet lidt gear,« forklarer Klaus Larsen.
Det giver os tirsdag en blanding af skyer, regn og byger – men også med lidt kig til solen engang imellem.
»Hvis man vil have det helt pæne vejr i dag, så skal man til solskinsøen Bornholm, hvor solen skinner, og de får 22 grader. De er stadig i den varme luft, vi andre har hygget os med de seneste par dage,« forklarer meteorologen.
Kigger han frem på de kommende dage, ser vejret ud til at gentage sig:
»Det er desværre mere af samme skuffe, var jeg lige ved at sige,« fortæller han med et grin.
Lavtryksområdet fortsætter med at ligge »og hygge« sig hen over landet eller i nærheden af landet, og det giver mere af det samme:
»Det glædelige er jo, at selvom temperaturen daler lidt, så er det ikke med blæsevejr samtidig, hvilket ville kunne få det til at føles koldere. Det bliver i stedet med perioder med skyer, perioder med sol, perioder med noget vand. Det er en god lystig blanding,« forklarer Klaus Larsen.
Prognoserne er dog ikke helt nemme at tyde i øjeblikket, så det er ifølge meteorologen ikke helt til at sige, hvem der får hvilken vejrtype hvornår.
»Jeg kan dog sige, at størst sandsynlighed for pænt vejr tilfalder bornholmerne i løbet af ugen. De vil nok få flest solskinstimer og mindst regn.«
For resten af landet ser prognoserne som sagt lidt mere deprimerende ud:
»Så det er frem med regntøjet og en paraply og så ellers væbne sig med en god portion tålmodighed,« siger Klaus Larsen.