Det kan være en god idé at tage en paraply under armen denne onsdag, for der er lidt af det hele på dagens vejrmenu.

Nogle steder vil det dog være bedst at hoppe i regntøjet, da der kan opstå torden, og der er paraplyen i så fald ikke lige den bedste idé.

Det forklarer den vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, Mette Wagner.

Hvis vi først kigger mod den østlige del af landet, kommer vejret på Bornholm, hvor mange for tiden er på ferie, til at blive påvirket hele dagen af en front, der ligger over Sverige.

»Det bliver mest skyet med regn af og til. Det vil faktisk være sådan de næste 24 timer og nok også længere tid, fordi fronten ligger og bølger frem og tilbage. Så der er ikke solskinshistorier til bornholmerne,« forklarer Mette Wagner.

»Temperaturen bliver mellem 13 og 16 grader, så det er ikke små sommerkjoler eller badetøjet, man skal finde frem.«

For resten af landet gælder det, at dagen begynder skyet. Flere steder kan der dog komme lidt, og visse steder endda nogen, sol i løbet af dagen.

»Men når der opstår huller i skyerne, kan der også blive dannet byger,« forklarer Mette Wagner.

Og så er det, vi kommer til det med tordenvejret, for særligt vest for Storebælt kan bygerne være ledsaget af netop bulder og brag.

»Der, hvor der er torden, skal man ikke have paraplyen oppe, da den er lidt en lynleder, men i stedet tage regntøjet på,« forklarer meteorologen.

Det gode er ifølge Mette Wagner, at der stort set ikke er nogen vind i løbet af dagen.

»Så der er noget til dem, der gerne vil tørskoet på arbejde, og noget til dem, der synes, at det er fantastisk at fotografere flotte tordenbyger på lang afstand,« fortæller hun.