Weekenden har budt på meget regn og blæst over hele landet, men i den kommende uge kan vi se frem til mere klart vejr.

Der vil være mere sol på himlen, mens skyerne vil være færre. Men det betyder også, at temperaturerne falder, og det kan blive rigtig koldt om natten.

Det fortæller Steen Rasmussen, der er vagtchef ved DMI, til B.T.:

»Det ligner lige nu, at vi får nattefrost den kommende uge. Frosten kommer første gang natten til tirsdag, hvor temperaturerne kan komme helt ned til minus fem grader.«

Steen Rasmussen udtaler, at man får det en anelse mere lunt, hvis man bor ude ved kysterne.

»Vores prognoser viser, at det er den centrale del af landet, der bliver hårdest ramt. Det gælder både på Jylland, Fyn og Sjælland.«

Vagtchefen ved DMI tilføjer, at nattefrosten ikke kommer til at vare hele ugen.

»Vores bud er, at vi vil opleve nattefrost natten til tirsdag og natten til onsdag, mens resten af ugen vil blive med plusgrader hele døgnet.«

Temperaturerne i dagstimerne vil ifølge Steen Rasmussen være mellem otte og 11 grader, mens vinden næsten ikke vil være eksisterende.

Et lavtryk fra nordvest er årsagen til det kølige vejr i de kommende dage.

Prognoserne for det helt præcise vejr efter nattefrosten er stadig usikre på nuværende tidspunkt.

Vejret kan som altid skifte fra dag til dag, og DMI opfordrer derfor folk til løbende at følge med på deres hjemmeside.