Løvfaldssommeren, som har præget det danske efterårsvejr med sol og varme, lakker nu mod enden. Efteråret kommer nemlig for alvor på banen nu med både hård vind og nedbør.

»Det blæser op her til aften, og vi får skyer og regn ind fra nordvest i løbet af aftenen og i nattetimerne. Og så kommer det til at blæse. Det bliver en frisk og hård vind til hård kuling - især i det vestjyske,« siger Mette Wagner, vagtchef hos DMI.

Selvom der er blevet advaret om vindstød op til stormstyrke, er det altså ikke en decideret storm, der er tale om.

»Det er kraftige vindstød - op til stormstyrke. Der er ikke nogen varsel på storm, da det 'bare' er vindstød,« siger Mette Wagner.

De hårde vindstød vil især ramme vestkysten og Nord- og Vestjylland, og i løbet af i morgen kan de også ramme både Bornholm og Nordsjælland.

I morgen bliver altså en klassisk, dansk efterårsdag.

»Man kan godt sige, temperaturmæssigt, at vi er kommet ind i efteråret nu. Også på den lange skala er det mere efterårslignende tendenser, vi har,« siger vagtchefen.

Ud over hårde vindstød vil temperaturen også falde. De kommende dage får vi temperaturer på mellem 10 og 13 grader om dagen og mellem 4 og 9 grader om natten.

Mette Wagner fortæller også, at den nordøstlige del af Danmark med stor sandsynlighed vil få solen at se i løbet af de næste dage.

Dette gælder dog ikke for Bornholm, Sønderjylland eller Lolland-Falster, hvor DMI i stedet spår skyer og nedbør.

Indtil nu har Danmark ellers nydt godt af både høje temperaturer og en del sol.

Indtil videre har efteråret været det varmeste vejr på denne tid af året i mere end 100 år.