Selvom skolernes sommerferie bliver sparket i gang med klart og flot vejr i hele landet, vil flere nok kunne finde et irritationsmoment i fredagens vejr.
Det siger vagthavende meteorolog ved DMI Anja Bodholdt til B.T.
For selvom det klarer op i hele landet i løbet af formiddagen, og herefter bliver solrigt og flot de fleste steder, er et enkelt irritationsmoment tilbage.
Nemlig vinden.
Til B.T. siger meteorologen, at flere nok vil lægge mærke til den i løbet af fredagen.
»Nogen vil nok blive lidt generede. Selvom solen kommer frem, og vi får lune temperaturer, vil mange nok komme til at mærke vinden,« siger Anja Bodholdt, der uddyber, at der kommer let til frisk vind, der ved kysterne kan blive op til hård vind, og i Nordjylland kan komme helt op og blive til kuling.
Det bliver mellem 16 og 21 grader, hvor de varmeste temperaturer skal findes i det østlige Danmark, imens det er langs vestkysten at man både skal finde den hårdeste vind og de laveste temperaturer. Det bliver dog ikke noget, der kommer til at gøre temperaturen arktisk, siger Anja Bodholdt.
»Det kan da godt være, langs klitrækkerne ved vestkysten, at man skal have en lille trøje på. Det må komme an på, hvor kuldskær man er,« siger hun.
