Sandsynligheden for at danskerne kommer til at opleve en hvid jul den 24. december er stort set lig nul.
Det siger Klaus Larsen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), mandag morgen.
Den kommende uge byder ifølge Klaus Larsen på både gråvejrsdage og solskinsdage med den 25. december som højdepunktet.
Til B.T. siger Klaus Larsen:
»Det bliver koldere, end vi har været vant til de seneste dage.«
Mandag sniger temperaturerne sig ned mellem to og seks grader, og vinden holder sig i ro med svag til jævn vind fra øst og sydøst.
I den sydligste del af landet bliver det dog køligere. Her når temperaturen kun 3–4 grader.
Alligevel kan danskerne ånde lettet op, når de skal ud på vejene:
»Der er skyet, og skyerne holder på den ‘varme’, som var det en dyne. Det betyder, at vi ikke får nogen glatte veje,« forklarer han.
»Det er en stille kontordag,« siger Klaus Larsen.
