Der er udsigt til vinterligt vejr med 10 graders frost og op til 15 centimeter sne i dele af landet.

Det er meldingen for de kommende dage fra vagtchef ved DMI Trine Pedersen.

»De fleste snebyger kommer til at falde over Nordjylland, over Djursland og over den nordøstlige del af Sjælland.«

»Der kan lokalt falde op mod 10-15 centimeter sne. Men der vil også være andre steder i landet, hvor der ikke kommer noget særligt.«

Søndag og mandag kan temperaturen i nattetimerne nå ned på 10 frostgrader.

Allerede torsdag aften kan der stedvis være slud eller sne i bygerne.

Temperaturen kommer på årets første dag til at ligge på mellem to og syv graders varme.

Men blæsten gør, at det føles væsentligt koldere.