I den ene del af landet kan du denne onsdag få noget nær lune forårstemperaturer.

I den anden del bliver det noget koldere. 

Faktisk omkring ti grader koldere, lyder det natten til onsdag fra meteorologerne Hans Peter Wandler og Martin Lindberg i en kommentar på DMIs hjemmeside.

Hvis du gerne vil have chancen for at få solen at se, er de største chancer umiddelbart i den sydlige del af Jylland og måske også på Fyn ud på eftermiddagen.

Det vil også gøre, at temperaturen i de områder vil kunne stige til 10 til 13 grader.

»Som det ser ud nu, er det kun i den sydlige del af Jylland, at temperaturen vil kunne komme så højt op – og kun hvis opklaringen lykkes, før solen går ned,« lyder det dog fra de to meterologer.

Omvendt ser det ud i de østlige egne.

Særligt på Sjælland og på Bornholm vil temperaturen være betydeligt lavere.

Helt konkret ser termometrene ikke ud til at komme over mellem 1 og 4 graders varme de steder.

»Altså kan dagen give en temperaturforskel på mere end 10 grader hen over landet,« forklarer meteorologerne i deres kommentar.

Forskellen i temperaturen skyldes blandt andet en jævn til frisk vind fra sydøst.