Lørdag morgen skal man passe ekstra på, hvis man skal ud og køre.

Og det er der flere grunde til.

Sådan lyder det fra Jesper Eriksen, vagthavende meteorolog hos DMI, til B.T.

Vi sparker nemlig weekendvejret i gang med en ordentlig omgang gråvejr mere eller mindre overalt i Danmark.

»Det betyder skyer, men også, at der kan være tåge eller rimtåge i morgentimerne,« siger Jesper Eriksen.

Lokalt kan tågen endda godt svinge.

»Nogle steder kan man måske se 900 meter frem, men andre steder kan den være på kun 200 meter og endnu mere tæt,« tilføjer meteorologen.

Men den drilske start på dagen stopper ikke hér.

»Lokalt kan der også godt være frost på vejene og derfor risiko for glatte veje,« påpeger Jesper Eriksen.

På den lyse side, så ser det dog ud til, at det grå morgenvejr »bliver brændt af i løbet af dagen«, som meteorologen formulerer det.

Selvom det klarer gradvist mere og mere op, er der selv i denne situation stadig noget, der lurer i horisonten.

Noget, der gør, at det er vigtigt at have noget helt bestemt med sig, hvis man skal ud på en gåtur om eftermiddagen eller aftenen.

»Det kan godt blæse til op sidst på dagen, så det ikke føles så varmt, så husk en ekstra trøje,« tilføjer Jesper Eriksen.