Når vi kommer frem til weekenden, ser noget ud til at blive ændret.

I hvert fald når det kommer til vejret – som ser ud til blive vendt lidt på hovedet i forhold til, hvordan det er lige nu.

Sådan lyder det torsdag morgen fra vagthavende meteorolog Thor Hartz i en kommentar hos DMI.

For hvor torsdagen ser ud til at byde på sol i særligt de østlige egne, ser det mere skyet ud mod vest.

Det er også mod vest, der kan »begynde at falde lidt småregn hist og her« – før det fredag bliver afløst af en koldfront, som trækker et regnvejr ind over os. Ligeledes fra vest.

Men i weekenden ser det ud til at blive ændret.

»Vejrudviklingen i weekenden er endnu lidt usikker, men som det ser ud lige nu, kan rollerne meget vel blive byttet om,« forklarer Thor Hartz i sin kommentar, hvor han tilføjer:

»Det bliver således de vestlige egne, der ser ud til at få det tørreste vejr og de bedste chancer for solskin. Især Bornholm ser ud til at trække nitten med mange skyer og perioder med regn.«