Det ser ud til, at sommervarmen er kommet for at blive.

I hvert fald tyder det nu på, at endnu en potentiel hedebølge kan ramme os i næste uge.

Det oplyser vagthavende meteorolog Hans Peter Wandler i en vejrkommentar på DMIs hjemmeside.

»De seneste prognoser tyder på, at søndagen slutter og mandagen starter med regn- og tordenbyger,« indleder han med at forklare.

Så fortsætter han:

»Men herefter ser det ud til, at det tørre og solrige vejr vender tilbage. Med temperaturer op omkring 28 grader, lokalt måske lidt varmere, kan der igen være udsigt til endnu en potentiel hedebølge.«

Endnu er det hele dog usikkert, og Hans Peter Wandler forklarer i vejrkommentaren, at DMI »naturligvis følger situationen og opdaterer vores udsigter – og eventuelle varsler – efter behov«.

Tager vi et hurtigt blik i vejret denne weekend, ser det ud til, at vi kan få masser af sol og sommervarme.

Dog kan også med de høje temperaturer begge dage opstå kraftige regn- og tordenbyger nogle steder, lyder det.