»Der er nogle kraftige byger, som trækker op over landet nu her.«

Sådan lyder det fra den vagthavende meteorlog Lars Henriksen, da B.T. ringer til DMI lidt i 22 tirsdag aften.

DMI har tidligere på dagen udsendt et varsel om voldsomt vejr med risiko for skybrud i det østlige Danmark. Varslet gælder fra sen tirsdag aften til tidlig onsdag morgen.

»Der har allerede været en ret heftig byge i Nordsjælland og det fortsætter i den østlige del af landet, men rammer først Bornholm hen ad morgenen.«

DMI

Efter varslet er udløbet, venter en dag med nogen sol og nogle byger rundt omkring i landet.

Der vil desuden være vind, der tager til i løbet af dagen. Den vil de fleste steder være en let til frisk vind – det kan dog ikke udelukkes, at den bliver til kuling ved Jammerbugten.

Temperaturen vil være på omkring 15 til 19 grader.