Et vejrskifte, der beskrives som »markant«, venter os.

For i weekenden passerer en front fra vest – og det kommer til at skabe ændringer.

Sådan lyder det tidligt onsdag morgen fra Rasmus Stoltze Hansen i en kommentar hos DMI.

Fronten gør nemlig, at temperaturen bliver noget mildere herhjemme, mens vi også kommer til at få regn.

»Weekenden bringer et tydeligt skifte. Lørdag passerer en front fra vest med udbredt nedbør og mildere luft,« forklarer Rasmus Stoltze Hansen.

Til at begynde med kan nedbøren falde som sne, men det ser ud til hurtigt at slå over i slud og regn.

I løbet af dagen kommer temperaturen også til at stige til mellem en og fire graders varme.

»En forsmag på forårets lunere pust,« som meteorologen beskriver det i sin kommentar.

Ser vi frem mod søndagen, fortsætter det »milde, ustadige vejr« med vestlig vind, skyet himmel og stedvis regn.

»Temperaturerne når tre til syv graders varme. Den sidste sne smelter hurtigt væk, og selvom enkelte snedriver vil holde stand, vil landskabet snart fremstå grønnere og fri for vinterens hvide tæppe,« forklarer Rasmus Stoltze Hansen i sin kommentar hos DMI.