Mandag får vi solen at se. 

Der er dog et lille 'men'. Eller faktisk potentielt et lidt stort et.

For mellem solstrålerne er der også noget andet, der kommer til at præge dagens påskevejr.

Noget, der nok ikke falder i alles smag.

»Der kommer også byger,« siger Lars Henriksen, vagthavende meteorolog hos DMI, til B.T.

De her byger ser ud til at være over os i løbet af dagen på kryds og tværs af landet. Og ikke den helt milde slags.

»De kan godt være heftige med hagl eller torden,« lyder det fra Lars Henriksen.

Meget klassisk aprilvejr, påpeger han.

Ikke desto mindre, så gør risikoen for at blive ramt af en byge det en smule mere uforudsigeligt, hvis man gerne vil udenfor og nyde ferien.

Derfor er der flere ting, der er gode at have med, når man går ud ad døren, påpeger meteorologen:

»Tag en paraply og regntøj med. Måske også gummistøvler, for det kan være vådt det hele.«