Danskerne kunne juble lørdag.

25 grader nord for Odense sikrede nemlig landet dets første meteorologiske sommerdag, og mange kunne formentlig nyde rigtig godt af det flotte weekendvejr.

Og selvom Metter Wagner, der er vagthavende meteorolog ved DMI med sikkerhed kan sige, at søndag ikke bliver endnu en officiel sommerdag, så venter der altså danskerne 24 »supersmukke og solrige« pinsetimer.

»Solen har stadig magten, så selvom det bliver lidt køligere, så bliver det skyfrit med temperaturer mellem 17 og 21 grader – lokalt måske 22,« siger hun.

Morgenen vil starte med tåge flere steder, som dog »relativt hurtigt brænder af,« mens vinden vil bliver frisk til jævn.

Det er især på Fyn og Sjælland, man kan være heldig med masser af varme – og det får også Mette Wagner til at advare om det, hun kalder for »jokeren«.

Solen kan nemlig snyde i øjeblikket:

»Selvom det føles køligere, så er solcremen en god idé at have med i lommen. Solen er en joker, så det er helt klart fornuftigt at have noget med til at beskytte sig,« siger hun.

Hun kan ikke sige noget specifikt om UV-indekset, men kan ikke understrege nok, hvor lumsk, solen kan være på dage som søndag.