Hvis der sad nogen derude, som stadig havde et spinkelt håb om et hvidt snelandskab 24. december, så er det definitivt punkteret nu.
Sådan lyder det fra vagthavende meteorolog fra DMI Rasmus Stoltze Hansen.
»Til gengæld er der lagt op til et – på anderledes vis – flot vejr, hvor man kan få lidt kulde i kinderne i de kommende dage,« siger han.
Højtrykket, der lige nu ligger over Skandinavien, kommer øst fra, og det bryder skyerne i løbet af tirsdag formiddag, hvor der er god chance for, at solen titter frem.
Endda på en blå himmel som baggrund, hvor temperaturerne vil ligge mellem en og fem grader.
Byger kan forekomme på Bornholm og de sydlige øer – heriblandt det sydfynske øhav, men det er ikke så koldt endnu, at bygerne har sne med sig.
Den 24. december bliver ligeledes en flot dag, lyder det, hvor temperaturerne dog falder yderligere og bringer nattefrost med sig.

