Man skal ikke rode efter kælken mandag morgen, men måske snarere solbrillerne.

Vinteren tager nemlig en lille pause fra gråvejret og byder på en klar og solrig start på ugen.

»Det er en rigtig fin dag, de fleste har i vente. Vi kommer til at stå op til klart vejr, og når solen står op, bliver det en rigtig fin dag med blå himmel,« fortæller DMIs meteorolog Anja Bodholdt til B.T. 

De seneste dage har været præget af et tungt skydække, men det ændrer sig nu for størstedelen af landet. 

Kun i Nordvestjylland kan skyerne blive lidt længere, inden solen for alvor bryder igennem senere på dagen.

Anja Bodholdt peger dog på, at temperaturerne holder sig i den kolde ende og kommer til at ligge mellem frysepunktet og tre graders varme ledsaget af svag til jævn vind. 

Det betyder, at det stadig er en god idé at finde den varme vinterjakke frem, også selvom solen lokker udenfor.

Og netop mandag eller tirsdag er værd at udnytte, hvis man vil have frisk luft og sollys. For resten af ugen bliver vejret markant værre.

»Hvis man skal nyde en dag udendørs, så vælg mandag eller tirsdag, og ikke fredag, den bliver bidende kold,« siger Anja Bodholdt.

Senere på ugen ventes koldere luft, mere vind og flere skyer, og der kan endda komme lette snebyger ved de østvendte kyster torsdag og fredag.