Ny uge. Ny start. Og en ny omgang omskifteligt vejr.
Sådan ser mandagen ud. Derfor er det vigtigt at pakke flere ting, når man skal ud ad døren og afsted på arbejde.
Fra morgenstunden titter solen nemlig frem. Dog ikke til glæde for alle, men for størstedelen af Sjælland og Bornholm.
Til gengæld står det meste af Jylland og dele af det fynske op til en noget mere grå og regnfuld himmel, siger vagthavende meteorolog hos DMI, Mette Zhang:
»Der kommer en front med regn, der ligger som et bælte ned over det meste af Jylland. Sådan noget silende, konstant regn.«
Til gengæld ser solen og regnvejret ud til at bytte pladser, når vi rammer middag, så solstrålerne bevæger sig vestpå og gråvejret mod øst.
Derfor peger Mette Zhang også på flere ting, der er vigtige at have med. Især, hvis man cykler på arbejde:
»Hvis man skal cykle på arbejde i København, er det nok en god idé at starte med vanter og solbriller, og i Jylland skal man huske regntøjet.«
Måske skal man faktisk huske alle tre ting, ligegyldig hvor i landet man befinder sig, så man er godt dækket ind, tilføjer meteorologen.
I det mindste er der en fjerde ting, som Mette Zhang med ro i stemmen kan sige, at man indtil videre ikke behøver at bruge plads i tasken til:
»Temperaturen ligger mellem 4 og 7 grader, så solcremen kan man godt lade blive hjemme lidt endnu.«
