Hele Danmark forbereder sig lige nu på den foranstående hedebølge, der ifølge prognoserne vil ramme Danmark tirsdag og vare cirka en uge.

Men alt imens badebukser, solcreme og bøllehatten er lagt frem i de danske hjem, så er meldingen nu fra DMI, at der lørdag og søndag nu kan komme kraftige regnbyger.

Hvis du går ind på DMI.dk, kan du nemlig lige nu se, at der under 'lørdag' og 'søndag' i ugeprognosen viser sig to regnskyer.

»Der er en stigende risiko for, at der kommer regnbyger lørdag og søndag, og de vil være kraftige med torden grundet varmen i disse tider,« oplyser Bolette Brødsgaard, der er vagtchef i DMI, til B.T.

Bolette Brødsgaard understreger derudover, at der også er tegn på lette byger før weekenden.

DMI kan endnu ikke sige noget om, hvor de kraftige regnbyger vil ramme, så lige nu er hele landet i risiko for at blive ramt. Det samme er tilfældet med mængden af regn:

»Vi har sat landsgennemsnittet til 3 mm lørdag og søndag, men det bliver nemt 15 til 20 mm lokalt, når en af de her kraftige byger rammer,« oplyser Bolette Brødsgaard.

Men selvom mulige regnbyger truer, ændrer det ikke på, at en hedebølge snart rammer Danmark. Det har hele tiden lydt, at hedebølgen begynder onsdag, men søndag aften oplyste DMI til B.T., at man nu allerede forventer, at de skyhøje grader kommer tirsdag.

»Ifølge nye prognoser ser hedebølgen ud til at starte allerede i løbet af tirsdagen,« sagde den vagthavende meteorolog søndag.

Temperaturerne vil ligge mellem 23 og 30 grader, hvor det særligt vil være de centrale steder i landet på Sjælland, Fyn og i Jylland, som kommer op og runder de 30.

Derefter fortsætter hedebølgen, som forventes at få termometeret til at komme helt op og ramme de 33 grader.