Når du søndag slår øjnene op til en ny martsdag, er vi gået over til sommertid.

I hvert fald på uret.

Der er nemlig ikke noget i hverken prognoser eller vejrudsigter fra DMI, der tyder på sol, tidlige sommer og lunere temperaturer lige med det samme.

Ifølge vagthavende meteorolog, Marielle B. Fournier, må vi vente lidt endnu på det rigtige forårsvejr.

»Vejret har nemlig valgt ikke at følge uret, men derimod at gå sine egne veje, som i denne omgang leder os til noget, der bedre kan sammenlignes med vintertid end sommertid,« skriver hun i sin kommentar på vejrtjenestens hjemmeside.

Det betyder en grå og våd lørdag med en del skyer og byger med regn.

Natten til søndag og i løbet af søndagen strømmer koldere luft fra nord og nordvest ned over landet, og det giver vejr med et mere vinterligt islæt.

»Bygerne slipper vi ikke helt for, men der vil være færre af dem, og de kan efterhånden stedvis falde som slud eller sne,« forudser den vagthavende meteorolog og tilføjer, at vintervejret fortsætter ind i den kommende uge.

»Natten til mandag ser bygerne ud til hovedsageligt at være med sne, og flere vil derfor vågne op til en mandag morgen, hvor der kan have samlet sig lidt sne i græsset og på de danske vejbaner.«

Derfor vil den gamle kending med risiko for glatte veje og opfordring til forsigtig kørsel vende tilbage mandag morgen.

Det gode nyhed i den forbindelse er dog, at dagtemperaturer over frysepunktet sikre, at sneen ikke bliver liggende.

»De snebyger, der falder, har dårlige odds for at lægge sig,« skriver Marielle B. Fournier.

Om vintervejret fortsætter, er det ifølge DMI endnu for tidligt at sige noget sikkert om. Den kommende uge vil Danmark nemlig udgøre en »slagmark mellem kold luft mod nordøst og varm luft mod sydvest.«

»Det betyder altså, at den nedbør, som fronterne kommer med, kan falde både som regn, slud eller sne alt efter, hvor man befinder sig.«

Selvom prognoserne peger i flere forskellige retninger, hæfter hun sig dog ved, at temperaturerne ser ud til at holde sig i det kølige hjørne.

»En ting er i hvert fald sikkert – rigtigt forårsvejr, kan man ikke helt kalde det.«