DMI med melding: Pas på ude i solen – UV-indekset bliver højt
Husk solcremen, lyder rådet fra vejrinstituttet.

Husk solcremen, lyder rådet fra vejrinstituttet.

Skal du en tur udenfor i det gode vejr denne søndag, så kan det være en rigtig god idé at huske solcremen.
For UV-indekset bevæger sig op på omkring seks.
Og dét øger risikoen for solskoldning.
Sådan lyder det søndag morgen i en vejrkommentar fra vagthavende meteorolog Erik Hansen hos DMI.
Dagen kan dog lægge fra land med nogle skyer i den sydlige og østlige del af landet, før der ud på dagen er »lagt op til solskinsdag«, som meteorologen beskriver det.
Temperaturen ser ud til at blive op mellem 21 og 26 grader.
»UV-indekset kommer op på cirka seks, så det er en god idé med solcreme, hvis man skal være ude i længere tid,« lyder rådet fra Erik Hansen.
Hos DMI oplyses det, at der er 'moderat risiko for solskoldning', hvis UV-indekset er mellem tre og seks, mens der er 'stor risiko for solskoldning', hvis UV-indekset er mellem seks og otte.
»UV-indekset er et udtryk for intensiteten af solens ultraviolette stråling og dermed, hvornår du skal passe på i solen,« oplyser vejrinstituttet på sin hjemmeside.
Når UV-indekset er tre eller højere, anbefaler blandt andre Kræftens Bekæmpelse, at man beskytter sig i solen.
I Danmark når UV-indekset typisk højst op på omkring syv i sommermånederne.