Søndagens vejr kan gå hen og blive helt behageligt – særligt for den ene halvdel af landet.
»Efterhånden bliver det fint vejr og stigende temperaturer,« lover Andy Ahumada, der er vagthavende meteorolog hos DMI, til B.T.
I første omgang lyder det, at vi danskere kan slippe for lørdagens regn og drypperi, efterhånden som søndagen gør sit indtog.
»Der kommer ikke til at være så meget regn, den bevæger sig videre, og så bliver det meget bedre,« lyder det fra meteorologen.
Særligt på Sjælland kan skyerne dog godt blive hængende i løbet af søndagen.
»Måske kan der være enkelte regnbyger i de østlige egne, men det vil være meget lokalt, primært over Sjælland og Bornholm,« fortæller Andy Ahumada.
For generelt skal vi lige igennem de små første timer af søndagen, før vejret bliver helt rart.
»Dagen starter med dis og tordenvejr over Jylland og Fyn, men efterhånden klarer det op vestfra og giver mulighed for lidt til nogen sol de fleste steder,« lover DMIs vagthavende meteorolog.
Og særligt i det jyske er der altså god chance for både tørvejr og sol det meste af søndagen.
»Temperaturerne ligger mellem 4 og 9 grader – og lokalt i Jylland kan det måske komme helt op på 10 grader,« forklarer Andy Ahumada.
Dog er der lidt mere regn forude til danskerne efter søndagens hovedsagelige tørvejr.
»Natten til mandag vil også starte med lidt regn, men så bliver det mere stabilt i løbet af næste uge,« forsikrer meteorologen.
