Hvis man har nydt det kolde vintervejr fyldt med sne og tilfrosne søer, så er der dårligt nyt på vej.

For ifølge Lars Henriksen, der er vagthavende meteorolog ved DMI, så er den kulde, som vi har haft over os, ved at være passé.

»For de flestes vedkommende vil det være slut med det vinterlige nedbør,« siger han til B.T. og fortsætter:

»Tirsdag vil blive en dag med mange skyer, hvor der både er mulighed for tåge, småregn og dis. Det bliver en rigtig gråvejrsdag.«

Samtidig ser det ud til, at temperaturerne vil stige, hvor de tirsdag vil ligge omkring én grad og op til fire eller fem grader ude ved yderste vestkyst, forklarer han.

Derfor kan det, ifølge meteorologen, være en god idé at være opmærksom på glatte veje i de tidlige morgentimer.

Han understreger dog, at det — for nu — er slut med isslag, der er et usynligt lag is, som kan gøre vejene ekstremt glatte.

Ifølge Lars Henriksen er det endnu ikke afklaret, hvorvidt danskerne kan se frem til mere sne i løbet af vinteren.

»Nogle af vejrprognoserne tyder på, at vinteren vender tilbage i næste uge med frost og snebyger, men det er endnu usikkert,« forklarer han til slut.