Lad paraplyen blive hjemme, men husk handskerne, når du skal ud ad døren mandag morgen.

For selvom ugen begynder med kolde temperature, er der udsigt til en flot efterårsdag med masser af solskin.

Det fortæller vagthavende meteorolog hos DMI, Marie Timm, til B.T.

»Vi starter dagen med en lidt kold morgen, hvor det er godt at finde handskerne og huen frem til cykelturen,« siger hun.

Særligt i det centrale Jylland og på Sjælland kan temperaturen snige sig helt ned omkring frysepunktet i de tidlige morgentimer, understreger meteorologen.

Men de kolde temperaturer får ikke lov til at sætte dagsordenen længe.

»Så kommer solen heldigvis. Og så stråler den hele dagen fra en næsten skyfri himmel over hele landet,« fortæller Marie Timm.

I løbet af dagen stiger temperaturen til mellem 9 og 13 grader, mens vinden holder sig svag til jævn.

Dermed er der lagt op til det, Marie Timm kalder en »flot efterårsdag«.

Men det gælder om at få det bedste ud af solskinnet.

For allerede tirsdag tager vejret en drejning, og så er det igen tid til at finde regnjakken frem igen.

»Det er med at nyde det, for fra tirsdag og frem bliver det koldere og med mere regn,« lyder det fra meteorologen.