Der er kedeligt nyt til alle os, der har nydt de seneste par varme og lyse forårsdage.
For tirsdag skal vi igennem tæt tåge, før vi i stedet når til gråvejr og regn på den anden side.
»Der bliver en ret udbredt tåge, stedvist ganske tæt tåge, især først på dagen,« siger Max Darholt, der er vagthavende meteorolog hos DMI, til B.T. om tirsdagens vejr.
»Den bliver nok op ad formiddagen, før tågen letter lidt. Og så bliver det gråt og diset resten af dagen med lidt fin regn,« lyder den generelle melding.
For selvom de fleste danskere vil kunne klare sig uden regntøj, så er det desværre én kedelig konklusion om tirsdagens vejr:
»Det bliver gråt og fugtigt,« slår meteorologen fast.

Tilmed kommer temperaturerne også til at falde i forhold til den seneste tids varme forårsdage rundt omkring i landet.
»Temperaturerne kommer op cirka mellem 4 og 9 grader, så det bliver ikke så mildt som de seneste par dage,« må Max Darholt skuffe.
Til gengæld bliver vi ikke rusket i af vinden oveni, for den forbliver svag til jævn rundt i landet, lyder det.
Men udover hvad gråt og fugtigt vejr måtte gøre ved dit humør, så er det altså mest blot morgenen og formiddagens tåge, man skal vogte sig for tirsdag.
»Tågen kan godt blive hængende en stor del af dagen ude ved kysterne. Specielt ved de sydvestvendte kyster, da vinden kommer derfra,« indvender meteorologen.
Men de fleste steder i landet vil det altså kun være frem til om formiddagen, at tågen rigtigt kan drille.
»Der kan godt stedvis være noget tåget vejr, men for det meste vil det bare være gråt og diset,« forklarer Max Darholt.
Så skal du køre bil i morgentrafikken tirsdag, så får du her de gode råd med på vejen:
»Sørg for at komme lidt tidligere afsted og sørg for at holde afstand på vejene – og eventuelt husk tågelygterne,« slutter DMIs vagthavende meteorolog af.
