Du kan godt begynde at glæde dig.

For fredag byder ikke kun på weekend - men også på høj sol. 

Det fortæller DMI's vagthavende meteorolog Rasmus Stoltze Hansen til B.T.

»Det bliver dejligt. Vi har en ganske solrig og temmelig varm dag foran os. Det vil føles som en helt klassisk sommerdag. En ren fyraftensfredag,« indleder meteorologen.

Natten til fredag vil temperaturen falde, men relativt hurtigt vil den stige igen, allerede fra morgenstunden.

Og hen på eftermiddagen er der udsigt til markant varme, særligt i det jyske.

»I Jylland, særligt i den centrale del, er der udsigt til, at det bliver varmest med 30-32 grader, ligesom der på Fyn og den vestlige del af Sjælland også er gode udsigter til over 30 grader.«

Rasmus Stoltze Hansen fortæller videre, at det helt øst for Storebælt potentielt bliver nogle grader koldere.

»København vil formentlig blive mest kølig, fordi vinden kommer fra sydøst. Den kommer direkte fra Østersøen og trækker kølig havvind ind. Også Bornholm vil ligge i den lave ende.«

Der er altså lagt op til en varm sommerdag i store dele af landet, inden temperaturerne vil falde lørdag, afslutter Rasmus Stoltze Hansen.