Er du ved at være godt træt af grå skyer, regn og vandpytter?

Så glæd dig til weekenden, hvor solen vender tilbage.

»Mens der også fredag vil være regnvejr i det meste af landet, så ser der ud til at være et vejrskifte fra på lørdag,« siger Hans Peter Wandler, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Helt konkret vil der lørdag formiddag være lettere regn i den sydlige del af landet, mens der kommer opklaring nord fra, og den vil i løbet af lørdagen brede sig ud over landet.

»Det betyder, at der vil være sol eller delvis sol i hele landet om søndagen. Så det er godt nyt, hvis man er til solskin,« siger han.

Det solrige vejr betyder dog ikke, at danskerne i weekenden skal regne med at kunne hoppe i shorts og sandaler.

Det bliver nemlig ikke særligt varmt om dagen, og der forventes at komme en smule nattefrost.

»Temperaturerne bliver på fire til otte grader om dagen, mens der forventes at være fra nul til minus fire grader natten til søndag,« siger Hans Peter Wandler.