Konfirmanderne skal holde godt fast i skørterne. Gæsterne må lade de store hatte blive hjemme. Og skal du holde fest i et telt, så slå hellere en ekstra pløk i bardunerne.

Årets største konfirmationsdag tegner til at blive en både blæsende og kølig affære.

For hvor dette års store bededag bliver danmarkshistoriens sidste, bliver der til gengæld intet historisk over vejret, lyder meldingen fra DMI.

»Det ser desværre lidt trist ud, for det bliver en rigtig blæsende dag. Vinden tager til i morgentimerne og bliver jævn til hård fra det østlige hjørne,« siger den vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, Marie Timm, og tilføjer:

»Alt, der kan flyve, skal man holde godt fast i.«

Heldigvis ser det ud til, at det holder tørt, selvom meteorologen ikke kan udelukke »lidt smådryp« i det sønderjyske sidst på dagen.

Temperaturerne bliver heller ikke noget at juble over. Kun mellem 6 til 11 grader kommer vi op på.

»Og med al den vind vil det føles rigtig trist, selvom solen er der. Man må sørge for at nyde festerne, for vejret bliver ikke særligt festligt,« konkluderer Marie Timm.

Torsdagen ser anderledes positiv ud med sol til de fleste og temperaturer op til mellem 9 og 14 grader.

Og for de mange, som kan se frem til en forlænget weekend, råder den vagthavende meteorolog til at huske en varm trøje og måske en paraply.

Både lørdag og søndag ser nemlig ud til at byde på regn og blæst.